Skip to content

Tilgang

Menneske- og livssyn

Jeg har udgangspunkt i et helhedsorienteret menneske- og livssyn, med blik for de unikke nuancer og sammenhænge i den enkeltes liv.

Og min erfaring er grundlæggende, at alle de svære – til tider virkelig smertefulde, opslidende, forvirrende eller måske decideret overvældende – tanker, følelser og tilstande, man kan opleve at befinde sig i, altid giver mening, når først man begynder at bevæge sig nærmere ind i oplevelserne og omstændighederne omkring dem.

Teori og metode

Centrale inspirationskilder i mit arbejde er eksistentiel fænomenologisk terapi og kognitiv terapi, såvel som stress-/traumepsykologi og forskning i sensitivitet (herunder high sensitivity, særlig sensitivitet).

I samtalerne undersøger vi sammen bl.a. de aktuelle vanskeligheder og din livssituation nærmere. I et livshistorisk perspektiv, men også i høj grad med fokus på nutiden. Koblet med en opmærksomhed på det, der ligeledes handler om andet og mere end det svære. Såsom værdier, evner/talenter, personlige egenskaber, tro, interesser, drømme og håb.

Der vil typisk begynde at træde nuancer, vinkler og erfaringer frem, som måske har været overset, afvist eller glemt. Nuancer, vinkler og erfaringer som øger og fyldiggør forståelsen. Som udfordrer nedbrydende, eller på anden vis problematiske, antagelser og overbevisninger om en selv eller andet og giver fornyet perspektiv. Det kan for mange være helende i sig selv! Samtidig med at det bidrager til ideer omkring tiltag og handlemuligheder, der vil kunne bringe en yderligere videre i meningsfuld og ønsket retning.

Værdier

Som det også fremgår af ovenstående, er det vigtigt for mig at forstå dig, og det du kæmper med, i konteksten af dit liv, som det ser ud nu og har set ud. At betragte tingene fra et helhedsorienteret perspektiv, og søge efter mening i det du oplever. Men uden at negligere alvoren af det svære og vanskelige. Og uden at negligere at der kan være behov for heling og for at lave ændringer. Såvel som for at zoome ind og arbejde fokuseret med specifikke aspekter og temaer.

Vigtigt er også ligeværdighed mellem os. Herved former samtalerne sig som et samarbejde, hvor vi på baggrund af både din og min viden, samt begges ideer og indput, i fællesskab hjælper processen fremad.

Og sidst, men ikke mindst, er det vigtigt for mig at have fokus på mulighederne for forandring, bedring og øget livskvalitet. Hvilket hos mig knytter sig til en interesse omkring mulighederne for at finde mening, retning og heling, samt ikke mindst glæde, selvom (og måske nogle gange i kraft af), at livet også kan byde på en masse svært.